Hvad leder du efter?
Her har vi samlet svar på mange af de spørgsmål, vi oftest får. Uanset om du vil vide mere om opsigelse og fraflytning, regler for husdyr, hvordan du søger parkeringslicens, hvilke muligheder du har for at ændre i boligen, eller hvordan du kan klage – så finder du informationen her.
Albo har 2 driftscentre, der håndterer alt fra nye nøgler til dryppende vandhaner. Hvis du oplever problemer med forhold i din bolig, er det driftscenteret, du skal have fat i.
Driftscenter 1 holder til på Hybenvej 2 og Driftscenter 2 holder til på Mimersgade 14.
Det er beboermødet i den enkelte boligafdeling, der fastsætter reglerne for husdyrhold. Reglerne bliver skitseret i husordenen. Du kan se den opdaterede husorden på beboerweb.
Det er vigtigt at følge husordenen, ellers risikerer du at miste din bolig.
Reglerne i husordenen kan ændres til det årlige beboermøde. Hvis du har et dyr i dag, og reglerne ændres til, at dette ikke er tilladt, skal du ikke skille dig af med dit dyr. Du må dog ikke anskaffe dig et nyt husdyr.
Hvis du ønsker at holde hund eller kat i din bolig (og det er tilladt i din boligafdeling), skal du udfylde denne husdyrtilladelse.
Du må bo sammen med din ægtefælle/samlever og jeres børn. Skal der flytte andre ind sammen med dig, skal der laves en fremlejekontrakt.
Det betyder, at hvis I er en familie på 3 personer, og I bor i en 3-værelsesbolig, så kan der ikke flytte flere mennesker ind i boligen: Der kan ikke laves en fremlejekontrakt, da antallet af personer vil overstige antallet af rum.
Men hvis I bor i en 4-værelsesbolig, kan én person flytte ind, hvis I laver en fremlejekontrakt.
Husk altid at forhøre dig hos Albo, inden der flytter personer ind i din bolig. Hvis ikke reglerne overholdes, kan du risikere at miste din bolig.
Udbetaling Danmark bliver orienteret om fremleje, og det kan få konsekvenser for din boligstøtte.
Kontakt endelig Albo, hvis du har spørgsmål hertil.
Du opsiger din bolig ved at benytte denne blanket. Boligen opsiges altid til den 1. i måneden. Jf. din lejekontrakt har du tre måneders opsigelsesvarsel (plus løbende måned).
Vi har samlet alt relevant information du har brug for, på siden ‘Opsigelse og fraflytning’
Gå til ”Login for beboere”.
Her skal du logge ind med dit brugernavn og kodeord – det er de samme koder, som du fik i forbindelse med dit medlemskab (ansøgerweb).
Hvis du har mistet disse koder, så vælg ”jeg har glemt mit brugernavn eller kodeord”. Indtast din mail og følg guiden til at danne nye koder. Det er vigtigt, at du ikke opretter en ny bruger.
Du kan altid kontakte Albo, hvis du har problemer med at logge ind.
Hvis du oplever problemer med din nabo, vil vi som oftest anbefale dig at tage kontakt til vedkommende. Langt de fleste konflikter mellem naboer løses bedst gennem dialog.
Har du forsøgt at kontakte din nabo uden held, eller har du ikke mod på at indgå en dialog med vedkommende, så kan du sende en skriftlig klage. Det gør du ved at udfylde denne klageblanket.
Herefter vil Albo vurdere klagen, og vende tilbage til dig.
I nogle af vores boligafdelinger er det muligt at få en parkeringstilladelse til sin egen bil. Hvis dette er muligt i din boligafdeling, har du fået brev om dette sammen med din lejekontrakt. Dette brev kan også findes på beboerweb.
Alle spørgsmål omkring parkeringstilladelser skal stilles til driftscenteret.
I nogle tilfælde vil det være muligt at lave visse ændringer i din bolig. Det kan eksempelvis være opsætning af et nyt køkken eller et nyt badeværelse. Som oftest betaler boligafdelingen for arbejdet, hvorefter du afdrager beløbet via en forhøjet husleje.
Det er vigtigt, at du ikke selv foretager ændringerne i boligen, men at du i stedet kontakter dit driftscenter, inden arbejdet sættes i gang.
Ja, hvis du finder en anden lejer, der ønsker at bytte bolig med dig, kan dette lade sig gøre. Du skal dog være opmærksom på, at der vil være tale om en ordinær fraflytning med 14 dage til istandsættelse, fraflytningssyn og flytteopgørelse.
Da almene boliger lejes ud via venteliste, er der helt specifikke regler for, hvornår et lejemål kan overdrages til en anden. Det er muligt at overdrage sin bolig til sin (eks)partner, hvis der er tale om skilsmisse eller dødsfald/flytning til plejehjem.
Hvis man som par går fra hinanden, er det muligt, at du som lejer flytter ud, og din ekspartner bliver boende i boligen. Hvis I ikke er gift, skal I have boet sammen i mindst 2 år.
I tilfælde af at lejeren er afgået ved døden eller flyttet på plejehjem, er det muligt, at en anden person fra husstanden overtager lejemålet, hvis der har været tale om fælles husstand i mindst 2 år.
Hvis du ønsker at overdrage eller overtage et lejemål, skal du altid kontakte Albo.
Nej, som udgangspunkt er dit medlemskab personligt og kan dermed ikke gives til andre.
Albo har ikke mulighed for at give tilskud til din husleje, da vi som almen boligforening er non-profit.
Det er vigtigt at betale sin husleje – ellers risikerer du at miste din bolig. Hvis du har problemer med at betale din husleje, kan du søge økonomisk rådgivning hos Botrivsel.
Beboermødet er en form for generalforsamling for jeres boligafdeling. Her skal budgettet for det kommende år godkendes, der stemmes om indsendte forslag, og der skal vælges en afdelingsbestyrelse.
Beboere over 18 år har adgang til beboermødet.
Afdelingsbestyrelsen er en lille gruppe beboere fra boligafdelingen, som arbejder for at skabe et godt fællesskab i afdelingen. De kan eksempelvis stå for at byde nye beboere velkommen, eller de kan arrangere aktiviteter og arrangementer til glæde for de øvrige beboere.
Du har mulighed for at blive en del af afdelingsbestyrelsen i din boligafdeling. Det eneste, du skal gøre, er at møde op til beboermødet og fortælle, at du stiller op til afdelingsbestyrelsen. Måske bliver du valgt ind.